Slaget ved Bosworth var det sidste afgørende slag under Rosekrigene. Det var borgerkrigen mellem Huset Lancaster og Huset York, der havde hærget England i anden halvdel af det 15. århundrede. Slaget ved Bosworth fandt sted i Midtengland den 22. august 1485 og blev vundet af Lancasters støtter. Deres leder, Henrik Tudor, jarl af Richmond, blev med sin sejr den første engelske monark af Huset Tudor. Hans modstander kong Richard 3. af England, den sidste monark af Huset York, blev dræbt under slaget. Det bliver anset som afslutningen på Huset Plantagenet og dermed af skelsættende betydning i engelsk historie.

Richard 3.'s regering var begyndt i 1483. Efter sin bror, Edvard 4.'s, testamente skulle Richard være rigsprotektor for sin nevø, den 12-årige Edvard 5. Richard fik det engelske parlament til at erklære Edvard 5. illegitim og hans krav på tronen uretmæssigt. Richard overtog nu tronen. Richard mistede støtte, efter at Edvard og hans yngre bror Richard af Shrewsbury var forsvundet, efter at han havde fængslet dem i Tower of London. Hans popularitet blev yderligere svækket af rygter om at han skulle være meddelagtig i sin hustru Anne Nevilles død og ønske om at gifte sig med sin niece Elizabeth af York. På den anden side af den Engelske Kanal udnyttede Henrik Tudor, en efterkommer af det stærkt svækkede Hus Lancaster, Richards upopularitet til at gøre krav på tronen. Henriks første forsøg på en invasion i 1483 blev standset af en storm, men i andet forsøg landede han uden modstand den 7. august 1485 på sydvestkysten af Wales. På vej mod London samlede Henrik støtter. Richard samlede sine styrker og standsede Henriks hær syd for Market Bosworth i Leicestershire. Thomas, Lord Stanley og Sir William Stanley havde en hær til slagmarken, men holdt den tilbage, til de besluttede hvilken side der var bedst at støtte.

Richard delte sin hær, der var Henriks hær talmæssigt overlegen, i tre grupper. Den ene blev tildelt John Howard, hertug af Norfolk, den anden til Henry Percy, jarl af Northumberland. Henrik beholdt det meste af sin hær samlet og lagde den under den mere erfarne John de Vere, jarl af Oxford. Richards fortrop under Norfolk angreb, men blev slået tilbage af Oxfords mænd, og flere af Norfolks tropper flygtede fra slagmarken. Da Henry Percy, jarl af Northumberland ignorerede Richards ordre til angreb, valgte Richard at satse det hele på at angribe Henrik for at afslutte slaget. Da Stanley så kongens riddere afskåret fra hæren, slog han til. Sir William Stanley førte sine mænd til Henriks støtte, omringede og dræbte Richard. Efter slaget blev Henrik kronet til konge under et egetræ.

Henrik hyrede krønikeskrivere til at skildre sin regeringstid i et gunstigt lys. Slaget ved Bosworth skulle i hans øjne symbolisere Huset Tudor som begyndelsen på en ny æra. Fra 1400-tallet 1700-tallet blev slaget glorificeret som en sejr for det gode over det onde. Det præcise sted for slaget er omdiskuteret på grund af mangel på præcise spor, og mindesmærker er rejst flere steder. I 1974 åbnede Bosworth Battlefield Heritage Center på et sted, der siden er draget i tvivl af flere historikere. I oktober 2009 foreslog et forskerhold, der havde gennemført geologiske undersøgelser og arkæologiske udgravninger, en placering for slaget 3,2 kilometer sydvest for Ambion Hill på en p-plads.

Baggrund

Fra midten af 1400-tallet kæmpede de to huse York og Lancaster mod hinanden om den engelske trone. I 1471 havde York besejret sine rivaler i slagene ved Barnet og Tewkesbury. Kong Henrik 6. og hans eneste søn Edvard af Westminster var døde, og Huset Lancaster havde ingen direkte mandlige arvinger. York-kongen Edvard 4. havde fuld kontrol over England. Han dømte dem, der afslog at anerkende hans styre, titler og gods, bl.a. Jasper Tudor og hans nevø Henrik Tudor, som blev erklæret forrædere og fik konfiskeret deres jord. Tudor'ne forsøgte at flygte til Frankrig, men stærke vinde tvang dem til at gå i land i Bretagne, hvor de blev taget til fange af hertug Frans 2. Henriks moder Margaret Beaufort var en tipoldedatter af Johan af Gent, onkel til Richard 2. og fader til Henrik 4. Beaufort-familien var først illegitime, men Henrik 4. havde legitimeret dem forudsat at deres efterkommere ikke kunne arve tronen. Henrik Tudor, den sidste af Lancaster-adel med et spor af kongeligt blod i sig, havde et meget svagt krav på tronen, og Edvard 4. anså ham som ubetydelig. Hertugen af Bretagne så derimod Henrik som et vigtigt redskab til at få engelsk hjælp mod Frankrig og holdt derfor Henrik under sine vinger.

Edvard 4. døde 12 år efter slaget ved Tewkesbury den 9. april 1483. Hans tolvårige ældste søn fulgte ham som Edvard 5.. Hans yngre søn, den niårige Richard af Shrewsbury var den næste i arvefølgen. Edvard 5. var for ung til at regere, og et rigsråd blev etableret for at regere landet, til kongen blev myndig. Blandt rigsråderne var bekymring for, at Woodville-familien, slægtningen til Edvard 5.'s enke Elizabeth Woodville planlagde at bruge deres kontrol over den unge konge til at dominere rådet. Woodville-familien havde i deres søgen efter magt og penge skabt sig mange fjender. For at stække Woodville-familiens ambitioner tog de kontakt til den nye konges onkel Richard, hertug af Gloucester, Edvard 4.'s bror. De anmodede indtrængende Richard om hurtigt at antage rollen som rigsprotektor, som tidligere ønsket af hans nu afdøde broder. Den 29. april 1483 tog Richard med hærmagt Edvard 5. til fange arresterede flere fremtrædende medlemmer af Woodville-familien. Efter at have bragt den unge konge til London, fik Richard to medlemmer af Woodville familien (dronningens broder Anthony Woodville og hendes yngste søn af første ægteskab Richard Grey) henrettet uden rettergang på anklager om forræderi.

Den 13. juni 1483 anklagede Richard 3. William Hastings, der havde spillet en central rolle i Richards magtovertagelse, for at være i ledtog med Woodville-familien og fik ham henrettet uden rettergang. Ni dage senere overbeviste Richard Parlamentet om at erklære ægteskabet mellem Edvard 4. og Elizabeth Woodville for illegalt, hvorved deres børn blev illegitime, så de mistede deres tronkrav. Richard var nu den næste i arvefølgen, og den den 26. juni blev han udråbt som Richard 3. og kronet den 6. juli i Westminister Abbey. Timingen og den måde som Richard tog magten på vandt ham ingen popularitet, og rygter, der talte dårligt om den nye konge, spredtes rundt i England. Efter de to prinser blev erklæret for bastarder, blev de anbragt i Tower of London og aldrig set offentligt igen.

Utilfredshed med Richards handlinger viste sig allerede samme sommer, og en sammensværgelse blev sat i værk for at fjerne ham fra tronen. Oprørerne var for det meste loyale over for Edvard 4., som anså Richard som en tronraner. Deres planer blev koordineret af en Lancaster, Henrik Tudors moder Margaret Beaufort, der førte sin søn frem som en tronkandidat. Den højest rangerede konspirator var Henry Stafford, hertug af Buckingham, der indtil da ellers havde været en af Richards største støtter. Ingen kronikører fortæller om hertugens motiv til at slutte sig til sammensværgelsen: Historikeren Charles Ross foreslår, at Buckingham forsøgte at distancere sig fra en kongen, som var blevet mere og mere upopulær hos folket. Michael Jones og Malcom Underwood mener, at Buckingham blev narret af Margaret til at tro, at oprørerne støttede ham som konge

thumb|upright|left|alt=A blond woman with rosy cheeks holds a white rose. She wears a gilded black shawl over her head and a red robe trimmed in white spotted fur.|Elizabeth af York: Rygter om hendes ægteskab satte skub i Henriks invasion. Planen var at gøre oprør flere steder i det sydlige og vestlige England inden for kort tid og overmande Richards styrker. Buckingham ville støtte oprørerne ved at invadere fra Wales, mens Henrik ville komme fra havet. Dårlig timing og dårligt vejr ødelagde planen. Et oprør i Kent begyndte ti dage for tidligt og alarmerede Richard til at samle sin hær og tage afsted for at slå oprørerne ned. Richards spioner informerede ham om Buckinghams aktiviteter, og kongens mænd indtog og ødelagde broerne over floden Severn-floden. Da Buckingham og hans hær nåede Severn, var den opsvulmet og umulig at krydse pga. en voldsom storm, der brød løs den 15. oktober. Buckingham var fanget og havde ingen sikre steder at søge hen. Hans walisiske fjender havde overtaget hans borg, efter han var taget afsted med sin hær. Hertugen opgav sine planer og flygtede til Wem i Shropshire, hvor han blev forrådt af sin tjener og arresteret af Richards mænd. Den 2. oktober 1483 blev han henrettet. Henrik havde forsøgt at lande den 10. oktober (eller 19. oktober), men hans flåde var blevet spredt i en storm. Han nåede den engelske kyst (ved enten Plymouth eller Poole) og en gruppe soldater råbte, at han skulle gå i land. Soldaterne var i virkeligheden Richards mænd klar til at fange Henrik, så snart han kom i land. Henrik lod sig ikke narre, opgav invasionen og vendte tilbage til Bretagne. Uden Buckingham og Henrik blev oprøret nemt slået ned af Richard.

De oprørere, der havde overlevet det fejlslagne oprør, flygtede til Bretagne, hvor de åbenlyst støttede Henrik krav til tronen. Ved juletid svor Henrik en ed om at ægte Edvard 4.'s datter Elizabeth af York for at forene husene York og Lancaster. Henriks voksende betydning gjorde ham til en stor trussel for Richard, der gjorde flere forsøg på at overtale hertugen af Bretagne til at udlevere Henrik. Hertug Frans nægtede, idet han håbede på bedre vilkår fra Richard. I midten af 1484 blev Frans ude af stand til at regere på grund af sygdom, og mens han var i bedring, overtog hans skatmester regeringsmagten. Skatmesteren nåede en aftale med Richard om at sende Henrik og Jasper Tudor til England mod at får militær og økonomisk hjælp. Da biskoppen af Flandern fik nys om denne aftale, advarede han Henrik og Jasper, som flygtede til Frankrig. Det franske hof tillod dem at blive, da de var brikker i spillet for at sikre at Richards England ikke blandede sig i Frankrigs planer om at overtage Bretagne.

Den 16. marts 1485 døde Richards dronning Anne Neville, og rundt i landet spredtes rygter om at hun var blevet myrdet, så Richard kunne gifte sig med sin niece Elizabeth. Disse rygter kostede Richard nogle af hans støtter i nord og gjorde Henrik vred på den anden side af Kanalen. Uden ægteskabet med Elizabeth ville Henriks alliance mellem Lancaster og York være stærkt svækket. Ivrig efter at sikre sin brud lejede Henrik soldater, der indtil da havde været i fransk tjeneste, til at supplere hans følge af eksilenglændere og satte sejl fra Frankrig den 1. august 1485.

Slagets parter I det 15. århundrede var de engelske ridderlige ideer om uselvisk kongetjeneste blevet fordærvet. Væbnede styrker blev oftest samlet gennem hvervninger på private godser. Enhver rask og rørig mand skulle reagere på sin herres kald om bevæbne sig, og enhver adelsmand havde autoritet over sin hærstyrke. Selv om en konge kunne rejse sin egen hærstyrke fra sine landområder, kunne han kun rejse en meget stor hær gennem støtte fra sine adelmænd. Richard var lige som sine forgængere nødt til at vinde disse mænd over på sin side ved gaver og hjertelige forhold. Magtfulde adelsmænd kunne stille endnu større krav for at forblive på sin konges side eller kunne gå imod ham. Tre med hver sit mål stod på Bosworths slagmark: Richard III med sin York hær; hans modstander Henrik Tudor, der kæmpede Lancasters sag; og de ubeslutsomme Stanley'er.

York