thumb|Christian 1.s håndfæstning fra 1448. Fra den oldenborgske slægts tronbestigelse blev det fast praksis, at hver nytiltrædende dansk konge udstedte en håndfæstning. En håndfæstning (fra latin manifest; plattysk hantveste, hantvestinge) var i almindelig dansk sprogbrug en skriftlig forpligtelse, navnlig et af kongen før kroningen afgivet og beseglet løfte om at overholde nærmere angivne retsregler, forpligtelser og privilegier for rigets forskellige stænder. I det danske valgkongedømme i middelalderen og renæssancen havde håndfæstningen karakter af en aftale mellem kongen, eller hans værge, hvis kongen endnu var umyndig, og de stormænd eller den adel, der medvirkede ved kongevalget. Den fastlagde kongens rettigheder og pligter samt stændernes privilegier og fungerede dermed som en begrænsning af kongemagten. Håndfæstningerne var navnlig udtryk for stormændenes modstand mod kongernes forsøg på at udvide deres magt.
Institutionen havde baggrund i den middelalderlige germanske forestilling om kongen og folket som samvirkende statsorganer med hver deres rettigheder og forpligtelser. Ved regentskifte blev den gensidige respekt for disse rettigheder og pligter traditionelt tilsikret ved eder, som konge og folk aflagde over for hinanden, og kongens ed blev betragtet som en forudsætning for folkets pligt til at adlyde ham. I valgmonarkier udviklede dette sig til, at tronkandidater kunne afkræves kongeforsikringer, håndfæstninger eller valgkapitulationer, som kunne sikre stormandsstanden betydelige fordele på både kongemagtens og statens bekostning.
Begreb og retlig karakter Begrebet håndfæstning blev ikke anvendt entydigt. I den almindelige og også i ældre officielt anerkendte danske betydning betegnede det kongens skriftlige løfte til undersåtterne før kroningen om at overholde bestemte retsregler og stænderprivilegier. I senere middelalderligt lovsprog kunne ordet imidlertid også anvendes som betegnelse for en kongelig forordning, uden at denne var knyttet til et tronskifte. Selv gensidige forpligtelsesbreve mellem fyrste og folk kunne betegnes som håndfæstninger. Således kaldte den i 1360 udstedte landefred sig selv en håndfæstning.
Håndfæstninger i Danmark I middelalderen og renæssancen var Danmark et valgkongedømme, hvor kongemagten ikke automatisk gik i arv, men hvor kongerne blev valgt af adelen og rigets stormænd. I forbindelse med valget indgik den kommende konge, eller hans værge hvis han endnu var umyndig, en aftale med adelen om de betingelser, hvorunder han skulle udøve kongemagten. Håndfæstningen fastlagde dermed både kongens rettigheder og pligter og de enkelte stænders privilegier.
Den aftale, som Erik Klipping i 1282 indgik med landets stormænd, betegnes som Danmarkshistoriens første håndfæstning. Anvendes håndfæstningsbegrebet derimod i den snævrere betydning af det ved tronbestigelsen afgivne løfte, som direkte begrænsede kongens magt, var Christoffer 2. i 1320 den første danske konge, hvis kongemagt blev indskrænket ved en håndfæstning. Fra 1320 afgav danske konger ved tronbestigelsen beseglede løfter om at overholde nærmere opregnede forpligtelser.
Først fra den oldenborgske slægts tronbestigelse i 1448 blev det fast praksis, at hver nytiltrædende konge skulle udstede en håndfæstning. I den ældre periode blev håndfæstningernes indhold og enkelte bestemmelser fastlagt ved forhandling mellem kongen og en yderst ubestemt kreds af de stormænd, der deltog i kongevalget. Senere foregik forhandlingerne mellem kansleren på kongens vegne og Rigsrådet, som også medbeseglede den endelige udfærdigelse.
Under unionstiden blev der undertiden udstedt særskilte håndfæstninger for Norge og Sverige. Denne praksis forsvandt med unionens ophør i 1523 og Norges ændrede statsretlige stilling efter 1536.
Indhold og betydning De danske håndfæstninger indeholdt blandt andet bestemmelser om, at kongen regelmæssigt skulle rådføre sig med stormændene, og at bøndernes ret skulle sikres. Kongen skulle indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet "i fælling" med dem. Håndfæstningerne indeholdt desuden en regel om beskyttelse mod vilkårlig fængsling. Efter forbillede i den regel om rettigheder, der i England var blevet fastslået ved Magna Carta i 1215 og senere stadfæstet gennem habeas corpus, kunne ingen storborger fængsles vilkårligt. De lavere stænder var ikke omfattet af denne beskyttelse. Bestemmelsen ydede således den beskyttede enkelte person værn mod vilkårlig magtudøvelse fra herskeren eller dennes håndgangne mænd.
Håndfæstningerne kunne i kraft af deres begrænsninger af kongens råderum sikre stormandsstanden omfattende politiske fordele. Dette svarede til et mere generelt mønster i middelalderens valgmonarkier, hvor tronkandidater gennem kongeforsikringer, håndfæstninger eller valgkapitulationer kunne pålægges betingelser, der styrkede stormandsklassen på kongemagtens og undertiden også på statens bekostning.
Ophør
thumb|Frederik 3.s håndfæstning fra 1648, den sidste danske håndfæstning. Hullet i dokumentet er på det sted, hvor kongens underskrift var indtil det blev fjernet i forbindelse med indførelsen af enevælden i 1660. Den sidste danske håndfæstning blev afgivet af Frederik 3. ved hans tronbestigelse i 1648. Med indførelsen af enevælden i 1660 blev Danmark et arvekongedømme, således at tronen ikke længere beroede på et valg, men gik videre til den afdøde konges søn eller, hvis der ikke fandtes en søn, en anden arving. Dermed bortfaldt grundlaget for håndfæstningerne som betingelser for valget af en ny konge, og institutionen forsvandt. Kongeloven af 1665 fastlagde herefter en gang for alle kongens magt og gjorde dermed ende på den type kongeforsikringer, som havde præget det tidligere danske valgkongedømme.
Mere generelt blev håndfæstninger og tilsvarende kongeforsikringer i Europa fortrængt, efterhånden som arvelige monarkier og en stærkere fyrstemagt vandt frem ved begyndelsen af nyere tid. Efter det konstitutionelle monarkis gennembrud blev de ældre håndfæstninger og gensidige kongeeder i flere lande erstattet af monarkens ed på forfatningen ved tronbestigelsen.
Udfærdigelse og opbevaring Håndfæstningerne blev formentlig fra begyndelsen udfærdiget i flere eksemplarer. Under rigsrådsregimentet blev Rigsrådets eksemplar anset for den egentlige original, mens selve håndfæstningens karakter af rigslovgivning taler imod, at der skulle have eksisteret forskellige udfærdigelser for de enkelte danske landsdele.
Mange af de danske håndfæstninger er skrevet på latin og opbevares i Rigsarkivet i København. Kong Hans' håndfæstning fra 1483 har tidligere været udstillet i Vandrehallen i Folketinget.
Tilsvarende institutioner i andre lande Håndfæstninger og beslægtede kongeforsikringer forekom også uden for Danmark. I det Tysk-romerske Rige måtte kejserne fra og med Karl 5. før deres valg underskrive en "Wahlkapitulation". Dens indhold blev fastlagt af kurfyrsterne og efter Den Westfalske Fred af samtlige rigsstænder. Fra 1711 blev valgkapitulationen "bestandig", dvs. udformet således, at den skulle gælde for alle følgende kejsere.
Norge og Sverige I Norge, der tidligt blev et arverige, og i Sverige blev indholdet af kongens ed allerede i middelalderen fastlagt i lovgivningen. I Norge skete dette i hirdskråen, kapitel 6, og den norske landslov II, 8, mens den svenske kongeed blev reguleret i kongebalken i landslovene, henholdsvis kapitel 5 i Magnus Erikssons landslov og kapitel 4 i Kristoffers landslov. For Norge mistede denne lovfæstelse sin betydning som følge af foreningen med Danmark. Den svenske kongebalks udførlige kongeed, der bestod af syv punkter, blev derimod udgangspunktet for Sveriges efterfølgende konstitutionelle udvikling.
Så længe Sverige havde indenlandske konger, hindrede den lovfæstede kongeed fremkomsten af egentlige aristokratiske kongeforsikringer, selv om kongerne fortsat blev valgt. Albrekt af Mecklenburg måtte imidlertid i 1371 afgive en kongeforsikring, der gjorde rådsaristokratiet til den dominerende politiske magt. Under unionen med Danmark gav manglen på en fast unionsordning rådsaristokratiet mulighed for at gennemtvinge kongeforsikringer, som dels regulerede unionsforholdene, dels udvidede aristokratiets egen magt på kongens og det almennes bekostning.
Ved Gustav 1.s tronbestigelse blev kongebalkens kongeed, om end i noget ændret form, igen gjort til det eneste rettesnor for kongens og folkets indbyrdes magtstilling. Fra denne periode blev eden aflagt ved kroningen, og ordningen blev yderligere sikret ved indførelsen af arvekongedømmet i 1544. Frygten for Sigismunds katolicisme fik imidlertid stænderne til i 1594 at afkræve ham en særskilt kongeforsikring, hvorefter kongeforsikringer igen kom i brug ved siden af kongeeden. De indeholdt bestemmelser til sikring af den lutherske statskirke og stændernes privilegier, men bestod derudover hovedsagelig af omskrivninger af kongeedens bestemmelser. Kongeeden blev samtidig forsynet med henvisninger til kongeforsikringerne, men forblev i øvrigt i hovedsagen uændret.
I Gustav 2. Adolfs kongeforsikring fra 1611 blev der optaget enkelte forfatningsretlige bestemmelser, som gik videre end kongeeden. De fik imidlertid ingen praktisk betydning under hans regering og blev for størstedelens vedkommende udeladt af Christinas, Karl 10. Gustavs og Karl 11.s kongeforsikringer. Efter enevældens indførelse lod Karl 11. udarbejde en permanent kongeforsikring tilpasset det nye styre, men denne forblev et forslag. Karl 12. afgav hverken kongeed eller kongeforsikring.
Under den svenske frihedstid kunne de detaljerede konstitutionelle bestemmelser i regeringsformerne af 1719 og 1720 samt rigsdagsordningen af 1723 have gjort udførlige kongeforsikringer overflødige. De blev ikke desto mindre afgivet ved hvert regentskifte. Forsikringerne gengav ikke alene hovedtrækkene i de nævnte grundlove, men lagde yderligere begrænsninger på kongemagten. I den kongelige stadfæstelse af 1734 års lov blev kongeforsikringen desuden nævnt som en af de retskilder, der i stedet for den gamle kongebalk skulle regnes som fundamentallov. De i 1766 fastsatte former for ændring af en sådan lov blev imidlertid ikke fulgt ved den kongeforsikring, som Gustav 3. måtte afgive ved sin kroning i 1772. Ved revolutionen samme år mistede kongeforsikringen sin gyldighed, og den ophørte fremover med at have karakter af grundlov. Regeringsformen af 1772 § 2 bestemte, at alene landslovens kongebalk sammen med regeringsformen skulle være rettesnor for rigets styrelse.
På kongens forslag vedtog stænderne i 1779 ganske vist en ny kongeforsikring, men denne indeholdt alene et løfte om, at kongen skulle regere efter den gældende regeringsform. Den var tænkt som en permanent kongeforsikring og blev også aflagt af Gustav 4. Adolf, dog med enkelte ændringer som følge af Forenings- og sikkerhedsakten. Det samme princip blev videreført ved grundlæggelsen af den svenske statsordning af 1809. Kongen og stænderne vedtog en permanent kongeforsikring, som blev optaget i rigsdagsbeslutningen af 2. maj 1810 § 8. Den indeholdt alene et løfte om at regere efter de gældende grundlove, den almindelige lov og lovlige forordninger og skulle aflægges uændret af hver ny konge. Kongeforsikringen var ikke selv grundlov og blev ikke omtalt i grundlovene. En af disse henviste dog til den forsikring, som Karl Johan havde afgivet for sig selv og sit hus som betingelse for sit valg til tronfølger; heller ikke denne indeholdt bestemmelser, der gik videre end de gældende grundlove. Den permanente kongeforsikring af 1810 blev af den tiltrædende konge aflagt for statsrådet og fungerede ligeledes som formular for kroningseden, når en kroning fandt sted, idet selve kroningen ikke var foreskrevet i de på daværende tidspunkt gældende grundlove.
Kilder og henvisninger
Litteratur Danmark i 1000 år på TV 2 Rigsarkivets side om håndfæstningerne Bøgh, Anders (2012) "Håndfæstning " på danmarkshistorien.dk