Hertugdømmet Holsten (tysk: Herzogtum Holstein) lå på et område mellem Ejderen og Elben, oprindeligt et grevskab, men fra 1474 hertugdømme som rigsumiddelbart len i Det Tysk-Romerske Rige.
Holsten har historisk set haft den særlige skæbne, at området til trods for sin overvejende tysksprogede befolkning fra middelalderen til 1864 og indirekte derefter har været påvirket af forbindelsen med Danmark. Med undtagelse af tiåret 1806-16 under og umiddelbart efter Napoleonskrigene var Holsten formelt en del af en tysk statsdannelse eller statsforbund. Alligevel var det fortrinsvis skiftende danske kongers politik og de økonomiske forbindelser med kongeriget Danmark, der styrede udviklingen i Holsten, mens Holsten på sin side formentlig har øvet større indflydelse på Danmarks historie end noget andet område uden for kongeriget.
Den stærke gensidige påvirkning skyldes flere forhold: Geografisk ligger Holsten som et bindeled mellem Jylland og de danske øer på den ene side og det europæiske fastland med den vigtige fristad hansestad og handelsknudepunktet Hamborg på den anden. Holstens beliggenhed har i almindelighed været fordelagtig for hertugdømmets udvikling: mod nord lå de kongerigske dele af helstaten, der både afsatte landbrugsvarer sydpå og var aftager af forarbejdede varer sydfra, mod syd lå de befolkningsrigeste dele af det tysksprogede område med et vedvarende stort behov for forsyninger af alle slags, og ved Elben lå Hamborg, en fristad og blandt de største og mest betydningsfulde handelscentre i Nordvesteuropa med en yderst omfattende skibsfart. Ydermere havde hertugdømmet gode forudsætninger for industriel udvikling, hvilket skulle få betydning både i 1814-1864 og senere. Holsten havde god landbrugsjord og et højt landbrugsfagligt niveau, hvilket sammen med de gode afsætningsmuligheder i det øvrige Nordtyskland gjorde hertugdømmet til et godt sted at samle rigdom.
Politisk indebar de danske kongers hertugelige rettigheder i Holsten, at de nærmest uundgåeligt blev inddraget i begivenheder sydpå. Det gælder ikke mindst Christian 4., men også andre danske konger måtte forholde sig til begivenhederne ved Elben og syd herfor. Sikringen af de danske kongers rettigheder i Holsten over for andre rettighedshavere spillede således en hovedrolle i deres udenrigspolitik.
Talrige holstenere fandt desuden vej til Danmark og spillede en afgørende rolle både i kongerigets indre forhold og i udenrigspolitikken. Særlig holstenske højadelsslægter som Rantzau, Reventlow, Ahlefeldt og Holstein har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Kulturelle og økonomiske strømninger fra det øvrige Europa kom næsten altid til Danmark via Holsten. Mindre kendte, men ikke mindre betydningsfulde er de danskere, der fandt vej til Holsten som arkitekt C. F. Hansen.
Grænser
thumb|upright|Dansk Grænsesten fra 1827 i Pinneberg
Hertugdømmet Holsten (her forstået i dets oprindelige udstrækning) grænser mod nord til Sønderjylland (eller Hertugdømmet Slesvig), hvorfra det adskilles ved Ejderen, mod øst til Østersøen, det oldenborgske Lübeck, fristaden Lübeck og Mecklenburg, mod syd til Lauenburg og til Hamborg og provinsen Hannover, hvorfra det skilles ved Elben, og endelig mod vest til Vesterhavet. Mellem Lübeck Bugt og Kiel Bugt ligger halvøen Wagrien, der skilles fra den frugtbare ø Femern ved det 320 m brede og 3 m dybe Femern Sund. Mellem Elbens og Ejderens stærkt udvidede mundinger skærer den brede bugt ved Meldorf sig fra Vesterhavet ind i Ditmarsken.
Holsten omfatter de fire gamle landskaber: Stormarn mellem floderne Bille, Trave og Stör Holsten mellem Schwentine, Ejderen, Gieselau og Stör Wagrien mellem Schwentine, Trave og Østersøen samt Ditmarsken mellem Elbens og Ejderens mundinger hertil må endnu henregnes herskabet Pinneberg (med Altona) og grevskabet Rantzau, i alt 8453 km2.
Landskab og jordbundsforhold
thumb|360px|Landskaber i Sydslesvig og Holsten: marsken mod vest, gesten i midten, morænelandskabet mod øst
Jordbunden i Holsten består i den østlige del af moræneler, der danner et bakkelandskab, hvor det fremherskende skovtræ er bøgen, og i hvis fordybninger der findes talrige søer, navnlig mellem Plön og Eutin. Det såkaldte holstenske Schweiz ved Plön og Eutin (Bungsberg 164 m) er dele af et stort bakkedrag dannet som endemoræner under den senere del af istiden. Vest herfor breder store sandede hedesletter sig, afbrudt af bakkeøer, et langt mindre frugtbart land end det østlige Holsten, men veldyrket. Langs vestkysten strækker marsken sig i en bredde af mellem 7 og 22 km; den når intet sted over 5 m over havet og ligger flere steder under havets overflade, så at den må beskyttes ved diger. Ved afsætning af nyt ler fra havet og ved inddigning udvides marsken stadig;større inddigninger i nyere tid fandt sted i Sydditmarsken ved Elbens munding: 1853 Frederik VII's Koog og 1873 Kejser Vilhelm's Koog.
Med undtagelse af Elben udspringer næsten alle floderne i selve landet. Til Elben løber DelvenauStecknitz kanal, Bille, Alster, Pinnau, Krückau og Stör. Ejderen, der for en del danner Holstens nordgrænse, modtager bifloderne Jevenau og Gieselau. Schwentine løber til Kiel Fjord og Trave til Lübeck Bugt.
Blandt de talrige søer kan nævnes Plön sø (31 km2), Selenter sø og Warder sø, der gennemstrømmes af øvre Trave, Westensø og Flemhuder sø, der gennemstrømmes af Ejderen øvre Løb.
Mineraler
Af mineraler forekommer gips og stensalt ved Segeberg, hvor det 91 m høje Segeberg Kalkbjerg består af anhydrit og gips, og ved Oldesloe saltkilder, der tidligere brugtes til udvinding af husholdningssalt; ved kysten findes rav.
Klima
Klimaet er mildt på grund af havets nærhed: Middeltemperaturen for januar er ca. 0 °C, for juli ca. 17 °C, den årlige regnmængde ca. 63–77 cm.
Holstens politisk-administrative historie
Holstens politisk-administrative historie kendetegnes ved at flere slægter havde eller tiltog sig arveret til dele af landet for derefter snart at opsplitte dem mellem arveberettigede sønner, dels samle dem igen, når denne eller hin arveberettigede linje uddøde. En af de arveberettigede slægtslinjer udgjordes af de danske konger, og den opnåede efter århundreders opslidende forhandlinger og aftaler endelig den fulde arveret til hele Holsten – for blot at miste det hele, da de nationale strømninger slog igennem og for både Holstens (og Sønderjyllands) vedkommende bevirkede, at tysksprogede og tysksindede kræfter tog overhånd støttet af Preussen, der derefter kastede vrag på deres forhåbninger om et selvstændigt slesvig-holstensk hertugdømme og indlemmede hele området i riget alene med den ret, der tilkommer den vindende krigsmagt. Holstenerne har – modsat sønderjyderne – aldrig fået muligheden for ved en fri afstemning at tilkendegive sit forhold til Danmark.
Middelalderen indtil 1460
Området Holsten fik en meget omtumlet historie gennem det meste af Middelalderen. Det blev kastebold for et magtspil, hvor først de saksiske stammehertuger, så de danske konger og derefter deres egne, ambitiøse grever trak befolkningen gennem krige og skiftende vasalforhold. Til sidst mundede grevernes magt ud i en lang række af arvedelinger, og de blev først afsluttet i 1460, da stænderne i Holsten enedes med adelen i Slesvig om at vælge den danske kong Christian den 1. til hertug over Slesvig og greve af Holsten – mod at han skrev under på, at landene altid skulle forblive samlet og ikke måtte lægges ind under det danske rige.
Tiden fra 1460 til 1773
thumb|360px|Kort over hertugdømmet Holsten (Ducatus Holsatiæ) 1645
Ifølge de privilegier Christian 1. havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig 1474 ophøjet til et hertugdømme, og da Frederik 1490 blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit slot, Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter indtægten af lige store stykker af begge hertugdømmer. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og byer. 1523 -1544 udgjorde Holsten atter et hele, men det sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt: mellem kong Christian 3. og hans to brødre, Adolf og Hans, hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død 1580 tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var Ditmarsken, som 1559 endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Den gottorpske linje indførte 1608 førstefødselsret og udelelighed; 1650 fulgtes dens eksempel af den kongelige linje, men inden havde der fundet en udskiftning sted, idet Frederik 2. i 1564 overlod sin broder, Hans den Yngre, amtet Plön uden suveræne rettigheder. Det gik i arv til hans søn Joachim Ernst, deltes tid flere gange, men tilfaldt efter slægtens uddøen i 1761 ifølge en 1756 sluttet arvetraktat den kongelige linje og indlemmedes i den besiddelser. Begge linjer fik efter at linjen Schauenburg-Pinneberg 1640 var uddød, Pinneberg, men hertug Frederik 3. af Gottorp solgte 1649 sin del, amtet Barmbeck, til grev Christian Rantzau, som ved kejserlig bevilling deraf oprettede rigsgrevskabet Rantzau (1650).Mackeprang (1921), s. 676
Fællesregeringen ophørte i Slesvig efter 1713, da den gottorpske del af Slesvig tilfaldt kong Frederik 4.. Da den sidste greve, Christian Ditlev, 1721 var skudt på sin broders foranstaltning, inddrog Frederik 4. grevskabet, støttende sig på en arvetraktat af 1669. Hertugdømmet Holstens statsretlige forhold til det tyske rige havde i 1433 undergået den forandring, at forleningsretten fra Sachsen var gået over til biskoppen af Lübeck, der udøvede den i kejserens navn. Christian 3. påstod, at lensforholdet var fuldstændig ophørt men måtte 1547 anerkende, at hertugdømmet var et tysk rigslen, hvortil forleningsretten lå direkte hos kejseren og lade det optage i Den Nedersaksiske Kreds.Mackeprang (1921), s. 677
Fra hertugdømmet, hvor reformationen 1542 var blevet officielt indført ved antagelsen af en kirkeordinans, der væsentlig stemte overens med den danske af 1537, udskiltes i løbet af 17. århundrede stiftet Lubeck (Eutin), som 1561 var blevet evangelisk og fra 1586 næsten var at betragte som et holsten-gottorpsk secundogenitur; 1616 lod det sig for sidste gang repræsentere på landdagene. Tillige udsondrede Hamborg sig mere og mere fra Holsten; byen aflagde 1603 sidste gang hyldning som en hertugelig by, men opnåede 1770 sæde og stemme i den tyske rigsdag.
Tiden fra 1773 til 1864
Gottorperne mistede under den Store nordiske Krig deres andel af Sønderjylland, men fik efter freden 1720 de holstenske besiddelser tilbage og beholdt dem, til de ved traktaten af 1767 og den endelige ratifikation af 21. maj 1773 mageskiftedes mod Oldenburg og Delmenhorst. Hele hertugdømmet Holsten var herefter samlet på den kongelige (danske) linjes hænder, og da det tyske rige opløstes 1806, inkorporeredes det ved patent af 9. september i det danske monarki, idet det dog kom til at høre til det i 1815 oprettede Tyske Forbund. Som hertug af Holsten var den danske konge vasal under det tysk-romerske rige til dets opløsning i 1806, men Holsten optoges 1815 igen i Det tyske Forbund, hvorefter den danske konge måtte tage visse hensyn til denne forbindelse. Forbindelsen med Danmark vedvarede under vekslende former, til Holsten sammen med Sønderjylland og Lauenburg ved Freden i Wien 1864 blev afstået til Preussen og Østrig, som ved freden i Prag 1866 overlod sin andel i retten til hertugdømmerne til Preussen.
Tiden 1814-1864 thumb|Kort over Hertugdømmet Holsten 1815-1866 Administrative forhold
thumb|Glückstadts kirke, bygget 1618-1623 på foranledning af Christian 4.. Et vidnedsbyrd om danske kongers indsats for hertugdømmets udvikling