Pär Lagerkvist (født 23. maj 1891, død 11. juli 1974) var en svensk forfatter, der især er kendt for romanerne Det evige smil (1920), Virkelighedens gæst (1925), Dværgen (1944) og Barabbas (1950). Hans forfatterskab beskæftiger sig med livets store spørgsmål og det ensomme menneskes søgen efter en mening. Temaer som uro, angst og livets absurditet er fremtrædende i forfatterskabet. Under indtryk af tidens ekstreme strømninger i 1930'erne engagerede han sig i en kritisk humanisme, der kom til udtryk i dramaet Bøddelen (1933).
Pär Lagerkvist var en af de centrale skikkelser i svensk litteratur i 1900-tallet. Han var medlem af Det Svenske Akademi fra 1940. I 1951 modtog han Nobelprisen i litteratur.
Biografi De tidlige år og det tidlige forfatterskab
Pär Lagerkvist blev født som den yngste søn af jernbanearbejderen Anders Johan Lagerquist (1853–1947) og Johanna Magnusdotter Blad (1854–1923) den 23. maj 1891 i Växjö, Småland. Han havde seks ældre søskende. Hans barndomshjem på jernbanestationen var pietistisk. På Växjö Gymnasium inspirerede hans lærer Josef Fredbärj (1863–1914) ham til at ændre sin tidligere navnestavning Per Lagerquist til Pär Lagerkvist.Birger Strandell i Svenska Linné-Sällskapets årsskrift 1975–77, s. 156.
Lagerkvist studerede i Uppsala fra 1911 til 1912. Han tilbragte lange perioder i Danmark, Frankrig og Italien i 1910'erne og 1920'erne. I hans forældres hjem var Bibelen og salmebogen de eneste bøger. Men i sine teenageår kom han i kontakt med darwinisme og socialisme, nye idéer der grundlæggende stillede spørgsmålstegn ved det sikre pietistiske verdenssyn, der kendetegnede barndomshjemmet.
Lagerkvist har i romanen Virkelighedens gæst (1925) beskrevet sin baggrund, sit mentale sammenbrud i teenageårene og den angst og uro, som alt dette skabte. Novellesamlingen Onde fortællinger (1924) indeholder novellen Far og jeg, som også har klare selvbiografiske elementer.
Han forlod den kristne tro under sine år på gymnasiet i Växjö, men bevarede en stærk interesse for bibelske og mytologiske fortællinger som litterære motiver. Meget af hans senere forfatterskab kom til at dreje sig om menneskets plads i en verden, hvor Gud ikke længere hersker. Gud så han som en menneskelig projektion. I digtet Det kom ett brev skriver han om et brev fra sin gamle mor, der minder ham om det, der er evigt. Digtet blev sat til musik af Erik Fabiansson og blev indspillet af Einar Ekberg i 1938.
Fortsat forfatterskab I 1910'erne skrev Lagerkvist også kunstkritik. Han var den første svenske kritiker, der kom til at kende Picassos kubistiske malerier. Det skete under en rejse til Paris i 1912. Han skrev om de nye tendenser i kunsten i artikler og i fagbogen Ordkunst og billedkunst.
Lagerkvist skrev også en række artikler med en socialistisk tendens på dette tidspunkt, blandt andet til avisen Politiken. Hans politiske radikalisme varede længe. Dramaet Kongen (1932) afslører et næsten marxistisk syn på samfundet,Fyra decennier av nittonhundratalet, 1949/1958. og fra 1933 blev han en nådeløs modstander af Adolf Hitler.
I dramaet Bøddelen (1934) skildres ondskabens problem i et middelalderligt miljø, hvorefter det forstærkes med en nutidig brutalitet. I den første del af dramaet skildres en primitiv, ond middelalderlig bøddel. I den anden del skildres en nutidig bøddel, der har tydelige nazistiske træk. Bogen var et af de skrifter, som de tyske nazister brændte i 1933. I den nazistiske avis Der Stürmer blev Lagerkvist kaldt "en jødeknægt" - noget han betragtede som en ære, ifølge hans søn Ulf.
Kort efter Bøddelen foretog Lagerkvist en rejse til Grækenland og Palæstina. Rejsen var en slags pilgrimsrejse til kilderne til den vestlige civilisation. Samtidig var den et tegn på, at de idéer, som de to lande stod for, nu var truet.E.Hj. Linder: Fem årtier af det 20. århundrede. I essaysamlingen Den knyttede næve (1934) beskriver han sine møder med Athen, Delfi og Jerusalem og formulerer samtidig stærke advarsler mod fascismens dyrkelse af vold, umenneskelighed og anti-intellektualisme. Da krigen brød ud i 1939, stod Lagerkvist på Gestapos dødsliste i lyset af en mulig tysk invasion af Sverige. Under krigen var han en aktiv antinazist. Det religiøse tema Det religiøse tema er fremtrædende i Pär Lagerkvists forfatterskab. Ganske vist betegnede han sig selv som ateist. Han troede ikke på den kærlige kristne Gud, som han havde hørt om i sin barndom. Men samtidig betegnede han sig som en "religiøs ateist".Grethe Lyndby Jensen: Lagerkvist - Løgstrup, s. 5. Under hans ateistiske overflade gærede der en stærk, latent religiøsitet. Den latente religiøsitet kunne blot ikke rigtig komme til udtryk, kunne ikke rigtig blive forløst.
Hele hans forfatterskab befinder sig i et spændingsfelt mellem modstridende tendenser. På den ene side er der ateismen og følelsen af meningsløshed og fremmedhed. På den anden side er der længslen efter at tro på Gud, længslen efter at der skal være en mening, længslen efter himlen.Grethe Lyndby Jensen: Lagerkvist - Løgstrup, s. 13. Jf. Pär Lagerkvist: Barabbas, s. 124-25. I sit forfatterskab lader han denne længsel - denne drøm - komme til udtryk på forskellige måder. Glimtvis bliver drømmen til virkelighed - i forfatterskabet, vel at mærke.
I forfatterskabet kredses der meget om motivet livets meningsløshed. Livet opleves som meningsløst, når man ikke kan se noget formål med det. Livet fører ikke til noget. Meningsløsheden beskrives ofte med vendinger som "Alting går rundt" eller "Alting snurrer rundt".Sven Linner: Pär Lagerkvists livstro, s. 131. I Det evige smil siger en af personerne: "Dette liv er altså bare én ensartet gentagelse gennem tiderne. Det er altså bare det samme og det samme om og om igen, stadig bare ét og det samme, samme simple, fattige mening, samme vished, samme ingenting." Pär Lagerkvist: Det evige smil, s. 84.
Samtidig med oplevelsen af meningsløsheden er der også en stærk længsel efter, at det skulle være anderledes. Der er en stærk søgen: en søgen efter meningen, en søgen efter himlen, der er blevet borte - en søgen der kan tolkes som Lagerkvists søgen efter barndommens gode Gud, der er blevet borte.Grethe Lyndby Jensen: Lagerkvist - Løgstrup, s. 47.
Lagerkvist tror dog ikke på den Gud. Mennesket er overladt til sig selv, og dermed er mennesket overladt til selv at prøve at give sit liv mening - på trods af ondskaben.Grethe Lyndby Jensen: Lagerkvist - Løgstrup, s. 3. Det sted, hvor mennesket kan finde en mening, er i kærligheden - den medmenneskelige kærlighed. Kærligheden befinder sig dog i en bestandig kamp mod den ondskab, der forsøger at ødelægge den, indtil døden kommer med sin befriende fred.Grethe Lyndby Jensen: Lagerkvist - Løgstrup, s. 4. og s. 45. Den meningsfuldhed, som kærligheden giver, ophæver ikke livets fundamentale meningsløshed, men den giver kræfter til at udholde meningsløsheden.
Verden opleves grundlæggende som fremmed. Man føler, at man ikke hører hjemme i verden.Pär Lagerkvist: Det evige smil, s. 68. Verden er utryg, truende og ond. Det er først og fremmest lidelserne og ondskaben, der umuliggør en mening i livet. Lidelserne og ondskaben ødelægger meningsfuldheden; den ødelægger meget af kærligheden, som Lagerkvist ser som meningsgivende.
Alt dette giver en følelse af forladthed og fortabthed. Man føler sig fremmed i verden. Man passer ikke til verden. Man gribes af angst og ensomhed.
Angst er et tilbagevendende motiv i forfatterskabet. Digtet Angst, angst er min arv fra digtsamlingen Angst (1916) udtrykker denne følelse. Motivet behandles også i romanerne Barabbas, Sibyllen og Ahasverus' død.
Den lidelse og ondskab, der findes i tilværelsen, bliver forbundet med Gudsbegrebet. Hvis der er en Gud, så må denne Gud være ond. Når der findes så mange lidelser i verden, så kan Gud ikke være god, er tanken. Gud fremstilles som en ødelæggende, truende magt - en magt som man ikke kan være tryg ved.
Pär Lagerkvist er ateist i den betydning, at han ikke tror på den kærlige kristne Gud. Men han tror - måske - på en anden Gud: den Gud, som er ansvarlig for ondskaben i verden. Det er uklart, om Lagerkvist i det hele taget tror på en Gud. I nogle perioder af sit forfatterskab er han tilbøjelig til afvise Gud som en eksisterende faktor (før Barabbas (1950)). I andre perioder er han tilbøjelig til at tale om Gud som et virkeligt væsen.
Nobelpris
Pär Lagerkvist blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1951 "for den kunstneriske kraft og dybe uafhængighed, hvormed han søger svar på menneskets evige spørgsmål i sin poesi", som der stod i begrundelsen. På trods af, at Lagerkvist selv var medlem af Det Svenske Akademi, og på trods af, at akademiet var blevet kritiseret for ofte at belønne svenske og nordiske forfattere, var det en ukontroversiel pris. Lagerkvist var en internationalt anerkendt og meget oversat forfatter. Året før tildelingen var romanen Barabbas blevet udgivet og havde opnået stor succes i udlandet, hvilket anses for at være en afgørende grund til, at han modtog prisen.Håkan Möller: Pär Lagerkvist. Ögonblickets diktare och marknaden, s. 225
Bearbejdninger Flere af Pär Lagerkvists romaner er blevet filmatiseret. Det evige smil blev filmatiseret som en novellefilm i 1946, instrueret af Lars-Erik Liedholm. Barabbas blev lavet som en svensk spillefilm af Alf Sjöberg i 1953 og som en italiensk-amerikansk film, instrueret af Richard Fleischer i 1961, med Anthony Quinn i titelrollen. Virkelighedens gæst blev filmatiseret i 1961 af hans søn Bengt Lagerkvist.
Skærsommerdrøm i fattighuset blev lavet som tv-teater på Danmarks Radio i 1962 og blev instrueret af Sam Besekow.IMDb om filmatiseringer af Pär Lagerkvists værker
Privatliv Pär Lagerkvist blev gift med Karen Sørensen i 1918. I 1925 blev de skilt. De fik en datter, Elin Lagerkvist (1918–2009). Efter skilsmissen giftede han sig i 1925 med Elin, kaldet Elaine, født Hallberg (1891–1967), som var enke efter kunstneren Gösta Sandels. I dette ægteskab blev han far til Bengt Lagerkvist og Ulf Lagerkvist.
Pär Lagerkvist er begravet på Lidingö Kirkegård.
Bibliografi
Faglitteratur
Ordkunst og billedkunst (1913) Det besejrede liv (1927) Den knyttede næve (1934) Den befriede mand (1939)
Motiv (1914) Angst (1916) Lykkens vej (1921) Hjertets sange (1926) Ved lejrbålet (1932) Genius (1937) Sang og kamp (1940) Hjemmet og Stjernen (1942) Aftenland (1953) Dagbøger og notater (1977) Novellesamlinger
Personer (1912) To fortællinger om livet (1913) Jern og folk (1915) Det evige smil (1920) Onde fortællinger (1924) Kampånd (1930) I den tid (1935)
Romaner
Virkelighedens gæst (1925) Sjælenes maskerade (1930) Bøddelen (1933) Dværgen (1944) Barabbas (1950) Sibyllen (1956) Ahasverus' død (1960) Pilgrim til søs (1962) Det Hellige Land (1964) Mariamne (1967) Den svære rejse (skrevet ca. 1926, udgivet 1985)
Drama
Den sidste mand (1917) Teater (1918) Himlens hemmelighed (1919) Kaos (1919) Den usynlige (1923) Han der fik lov at leve sit liv om igen (1928) Kongen (1932) Bøddelen (1934) Manden uden sjæl (1936) Sejr i mørke (1939) Skærsommerdrøm i fattighuset (1941) De vises sten (1947) Lad mennesket leve (1949)
Priser og udmærkelser
1928 - De ni stores pris 1940 - Medlem af Det svenske akademi 1941 - Æresdoktor i filosofi, Göteborgs Universitet 1945 - Bellmanprisen 1951 - Den svenske boghandlerpris 1951 - Nobelprisen i litteratur
Se også
Edith Södergran Hjalmar Söderberg
Referencer
Litteratur Ellestad, Everett M. (2009): Pär Lagerkvist and cubism: A study of his theory and practice. (Scandinavian Studies). University of Wisconsin Press. Jensen, Grethe Lyndby (1981): Lagerkvist - Løgstrup. Teoltryk. Lagerkvist, Pär (1950): Barabbas. Gyldendal Lagerkvist, Pär (1975): Det evige smil. Gyldendal. Linnér, Sven (1961): Pär Lagerkvists livstro. Bonniers. Möller, Håkan (2012): Pär Lagerkvist. Ögonblickets diktare och marknaden. Stockholm: Bokförlaget Atlantis.
Eksterne henvisninger